Knud Holscher vinder 'red dot' pris
En af Danmarks mest prisvindende designere, Professor og arkitekt Knud Holscher, har fået den internationale og eftertragtede ”red dot award: product design 2007” for sit innovative Ifö Sign Art toilet.
Knud Holscher vandt i år prisen i konkurrence med 2548 andre deltagere fra 48 lande i kategorien industriel design. Red dot design prisen gives for det sublime produkt, hvor design og funktionalitet går op i en højere enhed.
Ifö Sign Art toilettet er blandt andet specielt ved, at det ikke er nødvendigt at anvende traditionelle duftblokke, som hænges på kanten af toilettet, for at få et velduftende toilet. I stedet lægges en speciel dufttablet, ” Fresh ”, i cisternen via trykknappen. Hver gang der skylles ud doseres duft- og rengøringsmiddel ud i skålen sammen med skyllevandet. Fresh-tabletten er virksom op til 100 skylninger. 
Toiletsædet til Sign Art toilettet er ligeledes designet af Knud Holscher. Her er der tænkt på alle behov. Toiletsædet fås i 3 varianter: Med fast beslag, med quickrelease beslag og med softclosing, så toiletsædet sænker sig langsomt, når det lukkes i.
Ifö Sign Art toilettet er efterfølgeren til Ifö Ceranova toilettet, som Knud Holscher fik 'red dot' design prisen for i 1995. Ceranova toilettet har de seneste 10 år været et af de bedst sælgende toiletter i Skandinavien, hvilket gør at Ifö, og den danske grossist Max Sibbern, har store forventninger til Sign Art serien.
Den 25. juni 2007 blev Knud Holscher, og de andre vindere, fejret ved en reception i Essen operahus.
Fakta: Red dot er en internationalt respekteret anerkendelse for exceptionel design. Designerne indstilles til 'red dot' prisen af en jury bestående af internationalt anerkendte eksperter inden for produktdesign, kommunikationsdesign og designkoncepter.
Kontaktinformation: Marketingchef Irena Sibbern, Max Sibbern A/S:
Tlf: 4450 0423, Mail:is@maxsibbern.dk, Web: www.maxsibbern.dk
|